Fra fabrik til 24 eksklusive ejerlejligheder

Cavalet House er født med nogle enestående dimensioner, fordi den oprindeligt var en industriejendom. Der er højt til loftet, og så er ejendommen 15 m. dyb, hvilket giver rum og lys.

Cavalet House er solidt bygget. I over 55 år har bygningen været udsat for sol og regn, storm og sne og har stolt holdt stand uden en eneste sætningsrevne. Der er kun lidt rynker, før ombygningen går i gang.

Transformationen fra fabrik til boliger sker med respekt for og i overensstemmelse med de nye og skærpede regler for byggeri.
Cavalet House opfylder alle krav til grøn energi, lydisolering og sikkerhed.

Beboelsesejendomme af denne karakter hører til sjældenhederne i København og omegn. Den leder mere tankerne hen til Berlin og New York. Falder lejligheder i industrielle ejendomme i ens smag, vil Cavalet House med stor sandsynlighed også gøre det.

Kom indenfor – og udenfor

Alle 24 lejligheder i Cavalet House er i bogstaveligste forstand enestående. Hver og en af dem er indrettet med udgangspunkt i den oprindelige arkitektur. Der er højt til loftet, der er dybde – og rummelighed. Og der er lys.

Ombygningen af Cavalet House er tilrettelagt med henblik på at udnytte skæret fra Øresund bedst muligt, så lejlighederne fremstår lyse og luftige.

Hver lejlighed har udsigt til Amager Strandpark og Øresund og en stor, anvendelig altan. Penthouselejligheder har desuden adgang fra stuen til taghus og privat tagterrasse.

Alle lejligheder har en skøn opholdsstue, 2-3 soveværelser, 2 gennemførte badeværelser og et køkken, der lever op til alle madkunstens regler. Arealet på lejlighederne varierer fra 124 m² til 186 m².

Dedikerede byggeherrer

Arkitekterne bag ombygningen af Cavalet House er Frank Maali & Gemma Lalanda, som er specialister i transformation og restaurering. Blandt deres tidligere arbejde kan nævnes:

• Indretningen af Mogens Dahls Koncerthus på Islands Brygge

• Restaureringen af Masteskurene på Holmen

• Museum Møntergaarden i Odense.

Et køkken, der er lige til at spise

Som alt andet ved Cavalet House, har vi også gjort os umage med at finde et køkken, som lever op til vores materiale- og designkrav.

Valget er faldet på Trend, og i modsætning til, hvad man skulle tro, refererer navnet ikke til noget, der er oppe i tiden, men derimod til en lille idyllisk by ved Limfjorden, som siden 1970 har været hjem for Trend Køkken/Snedkeri.

Det er erfarne arkitekter, der står bag designet af Trend Køkkener. Sammen med garvede møbelsnedkere skaber de brugbare og smukke løsninger, der vidner om høj faglighed og en viden om livet i et køkken.

Trend Køkkener anvender udelukkende lækre, holdbare naturmaterialer, som er med til at give køkkenet glød og personlighed jo mere det bliver brugt. Og det er vel det, der er meningen med et ordentligt køkken: At det i mange, mange år er rammen om gode stunder – og god mad.

Ring og hør mere hos danbolig på 32340400
– eller kom ned på vores kontor på Øresundsvej 124 og se materialeprøver.